Kølkorde, KC

Kølkorden, KC, er kølens længde i langskibs retning, målt som afstanden mellem målepunkter på kølens for- og agterkant.
Punkterne placeres 1/3 af kølhøjden oppe på kølen, regnet fra kølens underkant (se fig. 23A, 23B, 23C, 23D, 23E, 23F, 23G).
Målepunkterne på kølens for- og agterkant findes ved at måle langs de respektive kanter og afsætte mærker, som markerer den nederste 1/3 af kantlængderne, regnet fra kølens underkant til skrogets bund i bådens centerplan.
Intentionen med måling af KC er at kunne beregne kølens våde overflade. Såfremt det skønnes at den målte kølkorde ikke vil kunne give et rimeligt bidrag til at beregne kølens våde overflade, kan Teknisk udvalg fastsætte KC for den pågældende køl. Tvivlsspørgsmål om fastsættelse af KC rettes til TU, som træffer endelig afgørelse.

På langkølede både (se fig. 23G) vil overgangen mellem kølens side og skrogets bund ofte være en jævn runding. I sådanne tilfælde defineres bådens bund til at begynde midt i denne runding.

Ror placeret på kølens agterkant medregnes ikke til kølkorden.
Kølkorder, som ikke er målt, accepteres ikke.

Når en båd er udstyret med svingkøl (fig. 24D) er der ofte også stiksværd i begge sider af båden, som efter behov kan stikkes ned i den læ sværdkiste for at give båden mindst mulig afdrift.

Der skal registres og indberettes:
SSC, stiksværdets største korde, bredden målt langskibs.
SST, stiksværdets højde, højden målt fra skrogbunden til dens underkant, når sværdet er i sin nederste position.